Foto: ROMeriet

ROMeriet inviterer på rom og chokolade

Flere og flere holder kombineret rom- og chokoladesmagning. Det gælder også ROMeriet i Reberbansgade.

Er du til rom og elsker du chokolade? Så er ROMeriet klar til at hjælpe.

Torsdag den 5. oktober rykker den kendte rom-butik nemlig ind i Latinerstuen hos Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor den for første gang afholder en rom- og chokoladesmagning.

“Vi har før haft romsmagninger, men nu prøver vi med chokolade også. Rom og chokolade står godt til sammen, og chokolade fremhæver smagsnuancerne i rommen og nulstiller ganen,” fortæller ejer af ROMeriet, Michael Laubek.

Fra sød til halv- og heltør rom

I butikken på Reberbansgade findes over 130 forskellige varianter af den ædle drik, og syv af disse er valgt ud til denne særlige aften. De syv forskellige rom-varianter dækker både over den søde, den halvtørre og den tørre rom, så der er noget for enhver rom-smag.

Den søde, også kaldet spansk eller cubansk rom, har en fyldig og kraftfuld smag af for eksempel karamel eller vanilje. Den halvtørre, også kaldet engelsk rom, er også sød, men mere krydret end den søde rom. Endelig er der til smagningen også mulighed for at smage en tør rom eller fransk rom, som den også kaldes. Den er lavet direkte på sukkerrørsjuice, og er ikke sød, men mere i retning af cognac og whisky.

Følgende rom er repræsenteret den 5. oktober:

  • Diplamatico Reserve Exclusiva
  • Diplamatico single Vintage 2002
  • Rum & Cane French Overseas
  • Rum & Cane Spain Xo Rum
  • Richland Rum single Estate Old Georgia Rum
  • Gosling Family Reserve Rum. Old Rum
  • Navy Island Jamaica

Mørk chokolade fremhæver smagen af rom

De syv forskellige slags rom suppleres med seks mørke kvalitetschokolader, som med deres bitterhed er med til at fremhæve rommen. Og ifølge Michael Laubek, kan både rom og chokolade købes i forbindelse med arrangementet samt i ROMeriets butik i Reberbansgade.

I Latinerstuen hos Aalborg Kongres & Kultur Center er der plads til 66 gæster, og billetsalget til denne rom- og chokoladesmagning er allerede sat i gang. Arrangementet varer cirka to en halv time, og det koster 350 kr. at være med. Billetter kan købes i ROMeriets butik i Reberbansgade, og du kan læse mere om eventet her.

Foto: Fru Ronne

Kendt kaffe- og thebutik i Aalborg sat til salg

Fru Ronne i Reberbansgade er sat til salg, oplyser den ene halvdel af ejerparret, Heidi Aabenhus.

Elsker du god kaffe eller drømmer du om kvalitetschokolade om natten? Så har du nu mulighed for at købe din helt egen kaffe- og chokoladebutik.

Specialbutikken Fru Ronne, hvor aalborgenserne i mere end ti år har kunnet finde den bedste kaffe, den ypperste the og de lækreste chokolader, er nemlig sat til salg.

Butikken i Reberbansgade har de sidste tre år været ejet af Heidi og Claus Aabenhus, men de har nu efter store overvejelser valgt at sætte butikken til salg.

“Vi har ikke tid. Vi har to fuldtidsjob ved siden af, og det har vist sig at være for meget,” siger Heidi Aabenhus.

The-smagning og kaffe på abonnement

I løbet af de seneste tre år har Heidi og Claus Aabenhus sat talrige nye initiativer i gang. Blandt andet afholdes der the-smagninger i butikken, og der er mulighed for at tilmelde sig et månedligt abonnement med forskelligt udvalg af kaffe, the og urtethe.

Fru Ronne har ikke bare en særlig plads i aalborgensernes hjerter, den er også noget helt særligt for Heidi og Claus Aabenhus. Derfor håber de også meget, at en ny ejer vil videreføre butikken i samme ånd og fortsætte med de nye tiltag, som de har sat i søen.

“Det betyder rigtig meget, for der er brug for en butik som vores i Aalborg. Folk har i dag fokus på “lidt, men godt” og på gode råvarer,” forklarer Heidi Aabenhus.

Hvis du har fået lyst til at eje “Aalborgs hyggeligste kaffe- og thebutik”, som de selv skriver på Facebook, så kan ejerne Heidi og Claus Aabenhus kontaktes her.

The-smagning i Fru Ronne. Yders til højre ses ejer Claus Aabenhus. Foto: Fru Ronne