Foto: Aalborg Airport Hotel.

Godt gået: Aalborg Airport Hotel får bronze i økologi

Aalborg Airport Hotel retter sig efter gæsterens ønsker om øko-mad og får nu bronzemærket i økologi.

Hos  Aalborg Airport Hotel  er de stolte over det nye økomærke, og det fejrer hotellet med gratis rundstykker til de forbipasserende onsdag den 18. april. Fejringen er i høj grad berettiget, da det kun er én ud af tre hoteller i det nordjyske, der satser på økologien.

“Vi oplever en klart stigende interesse hos gæsterne og vil gerne være på forkant, så vi kan omstille os til mere og mere økologi løbende. Nu starter vi her på Aalborg Airport Hotel, og vi er allerede i gang med at se på mulighederne i andre dele af vores hoteller og forretninger,” siger Danni Bühlmann, der er direktør for Familien Bühlmann – Hoteller og Gastronomi i en pressemeddelelse.

Kravet til et bronzemærke i økologi er, at 30-60% af alle hotellets råvarer er økologiske. Aalborg Airport Hotel er dog ikke bleg for at skrue endnu mere op for økologien og gå efter sølvmærket ved blandt andet at introducere kaffe fra familiens egen kaffefarm i Guatemala.

Frederik Leicht Løwe og Benjamin Hvid (t.h.) åbnede i december 2016 We Feat på Boulevarden. Men det stopper ikke her, for der er planer om at udvide til andre byer. Foto: Jens Erik Møller

We Feat: Et lille stykke New York midt i Aalborg

Med sloganet “don’t panic it’s organic” har We Feat for alvor slået sit navn fast i aalborgensernes bevidsthed.

Går du langs Østerågade og Boulevarden i Aalborg midtby, er der mange spise- og take-away-steder. Men et sted skiller sig markant ud fra de andre.

Med “Pure Organic” i store typer på facaden og et 100% økologi-skilt i vinduet er man ikke i tvivl, We Feat er det sunde alternativ til hurtige sandwiches og fast food.

“Jeg sad en eftermiddag og skulle have en frokost, men der var intet, jeg gad have. Jeg havde prøvet en masse fede koncepter i New York, og de manglede her. Så dér kom idéen om et sundt alternativ, som jeg så har videreudviklet,” fortæller idémanden bag We Feat, Frederik Leicht Løwe.

Og i december 2016 – godt et halvt år efter Frederik kom hjem fra et længerevarende ophold i New York – blev We Feat en realitet sammen med den tidligere kollega Benjamin Hvid og en investor.

“Det er nemt for os at sige, at det er sundt”

Hos We Feat handler det om den rigtige ernæring og om kroppens almene velbefindende. Alt på menuen er sammensat, så man får den helt rigtige kombination af kulhydrater, proteiner, fedt, fibre, vitaminer og mineraler.

Menukortet har Frederik Leicht Løwe og Benjamin Hvid selv udviklet, men de enkelte bowls, shakes og juices er gennemgået af ernæringseksperten Pernille Steenberg. Det er for at sikre, at både ernæringsindhold og smag er, som det skal være. For at få en slags blåstempling fra en ekspert.

“Det er nemt for os at sige, at det er sundt, det kan alle jo sige. Vi ved meget, men vi har ikke bevis for det, som vi ved,” siger Frederik med et glimt i øjet.

Han har dyrket den sunde livsstil i årevis, og har blandt andet dyrket crossfit på højt plan de sidste fem år.

“Men vi er ikke en del af at fanatisk træningskoncept, vi er et overordnet og alment sundhedskoncept. Og sådan tænker Pernille også. Derfor passer vi godt sammen,” uddyber han.

Pernille Steenberg har ikke kun set menukortet efter, hun har også været med til at udvikle enkelte ting, fx den nye sommerbowl med vandmelon, oliven, mozzarella, falafel og frisk basilikum.

Firstmovers i Aalborg

Et af det steder, hvor We Feat for alvor skiller sig ud er på det økologiske område. Alt er 100 procent økologisk.

Og der er noget, der tyder på, at Frederik og de andre bag We Feat har ramt et eller andet. For udover at det er blevet hipt at gå gennem Aalborgs gader med et We Feat-mærkat på sin mad, så er økologien blevet mere synlig i Aalborg.

“Der var ingen andre med 100 procent økologi, da vi åbnede. Men nu prøver en del steder med mere økologi. Så vi håber, at vi er et eksempel, der viser vejen,” siger Frederik Leicht Løwe.

Ambitioner om mere

Drømmene for et større We Feat er i den grad til stede, og der hviles ikke på laurbladene. For som Frederik formulerer det, så bliver We Feat ikke ved med at være de nye.

“Det har hele tiden været ambitionen og planen at udvide. Vi vil gerne bygge noget op, kreere og skabe noget. For mig er det meget enten eller. Så vi vil gerne lave en landsdækkende kæde og måske også til udlandet,” fortæller Frederik Leicht Løwe.

Allerede nu er der kontakt med mulige investorer og håbet er, at næste skud på We Feat-stammen kan åbne allerede til december eller januar.

“Næste skridt bliver sandsynligvis Aarhus, hvor vi håber på at kunne åbne tre steder det første halvandet år plus en mere her i Aalborg. Og så København derefter,” siger Frederik Leicht Løwe.

Og selvom det ligger et stykke ude i fremtiden, så har Frederik også allerede gjort sig tanker om, hvor We Feat skal slå rødder i udlandet.

“Det bliver i Sverige og Norge i byer som Gøteborg, Malmø og Oslo. Og senere måske også i England.”

Foto: Pixabay

Mums: Café Orangeriet lokker med økologisk is

Nu kan du nyde økologisk is fra Hansen Is, mens du kigger på møbler og andet boligtilbehør i Kalejdoskop.

Det er sommer, og selvom vejret ikke just er sommerligt, så er sommer lig med lækkert, forfriskende is. Og nu får den hyggelige café i Kalejdoskops bolighus på Østerågade 27 – Café Orangeriet – lækker is fra Hansen Is på kortet.

Café Orangeriet Kalejdoskops egen café, og konceptet er enkle og gode råvarer, gerne økologiske og gerne fra lokale leverandører. Mellem 30 og 60 procent af råvarene brugt i caféen er økologiske, og derfor passer Hansens Is som fod i hose til caféens profil.

Det er næsten 100 år siden, at Hans Hansen startede sin mejerivirksomhed, og Hansen Is laver stadig deres is på de gamle principper baseret på god kvalitet og økologiske råvarer. Og som den eneste is-producent i Danmark henter de selv den økologiske mælk hos landmanden, som de bruger i produktionen af de mange forskellige is.

Så mens du samler inspiration til boligindretningen i selve bolighuset, så kan du altså nu få stillet den lille lækkersult med forfriskende og økologisk Hansen Is. Velbekomme.

Foto: Pixabay.

Aalborg-hotel scorer bronze i økologi

Succesfuld grøn omstilling i køkkenet på Comwell Hotel Hvide Hus belønnes nu af Fødevarestyrelsen.

Økologi vinder mere og mere frem, og nu er også Comwell Hotel Hvide Hus hoppet med på vognen, skriver Nordjyske.

Gennem det sidste års tid har det kendte hotel ved Kildeparken sammen med kædens 14 andre steder gradvist indført økologi, og sammen med Comwell Rebild Bakker har Hotel Hvide Hus som de eneste hoteller i Nordjylland fået tildelt bronze-udgaven af det økologiske spisemærke, som Fødevarestyrelsen står bag.

Mærket får man, når 30-60 procent af fødevarerne er økologiske.

Skepsissen forsvandt

Men overgangen til økologi skete ifølge Nordjyske ikke helt uden en vis portion skepsis fra køkkenchef på Comwell Hotel Hvide Hus, Kenneth W. Petersen.

Men skepsissen forduftede ret hurtigt.

“Jeg har sgu ikke været økologisk førhen og tænkte, at det var for dyrt. Men økologien har jeg taget 100 procent til mig. Det er på kort tid blevet sværere og sværere for mig at stoppe grønsager og frugt i munden, som ikke er økologiske. Der er meget mere smag og sjæl i økologiske grøntsager, og så er de ikke sprøjtet eller gasset,” fortæller han til Nordjyske.

Uventet sidegevinst

Den økologiske omstilling har også haft en helt anden sidegevinst. Det har nemlig også betydet mindre madspild, har det vist sig.

“Det vildeste er, at der har været en gevinst på grund af den måde, kokkene er begyndt at arbejde med tingene på. Der er kommet en større respekt omkring råvarerne. Man passer på dem og sørger for at få det hele brugt,” udtaler Kenneth W. Petersen til Nordjyske.

Ifølge avisen har produktionen af juice alene mindsket madspildet med 125 kg om dagen – svarende til en fjerdedel af de råvarer, der bruges til juice.