Arkivfoto: Pixabay

Beaujolais Nouveau: Fransk bondemad og blå tænder

Bistro59 fejrer Beaujolais Nouveau-dagen med vin og fransk bondemad.

Tredje torsdag i november har i mange år været noget helt særligt i Beaujalais-regionen i Frankrig. På denne Beaujolais Nouveau-dag, som den kaldes, frigives nemlig en helt særlig rødvin lavet på gamaydruer, og det sker omkring seks til otte uger efter, at druerne er høstet på de franske vinmarker.

Den ret ukompliceret vin er kendt for et blive nydt på gader, restauranter og vinbarer i nogle få dage i november, og fordi den har mere frugt og farve end mange andre rødvine, er den ligeså kendt for at give skønne blå tænder.

Men du behøver ikke tage helt til Frankrig for at nyde denne herlige – og af nogle udskældte – vin. Bistro59 i Christiansgade fejrer nemlig også i år Beaujolais Nouveau-dagen den 16. november med arrangementet “Beaujolais Nouveau est arrivé”. Her kommer vinen til at flyde i glassene samtidig med, at der serveres en ægte fransk bondemenu.

Fransk bondemad fuldender aftenen

Menuen ligger dog ikke fast endnu, forklarer Bistro59 til Smag Aalborg. Sidste år bestod den blandt andet af bagte kastanjer med smør, en landpaté lavet med gris, cognac og hasselnødder samt citrontærte marengs. Og man kan jo håbe, at menuen i 2017 ligner denne bare en smule.

Billetterne til en denne aften med skøn vin og herlig fransk bondemad koster 395 kr., og selvom arrangementet først er 16. november, gælder det om at være hurtig og booke plads allerede nu, for ifølge Bistro59 er der rift om pladserne.

Foto: Bistro59

Fransk bistro sætter østers og kaninpaté på kortet

Bistro59 åbner igen efter en sommerferiepause, og i samme anledning præsenteres ny à la carte menu.

Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er sommerferien ved at være ovre. Men der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Torsdag 3. august har den populære Bistro59 nemlig fjernet ferielukket-skiltet i vinduet og har nu igen åben.

Det sker med en helt ny à la carte menu.

Menukortet på den franske bistro i Christiansgade er bygget op om en bistromenu, som du altid kan få, suppleret med à la carte retter, som varierer efter sæson, tilgængelighed og forgodtbefindende.

Kaninpaté og lækker Vol-au-vent

Sensommerens à la carte menu på Bistro59 består af mange spændende franske retter.

Lige fra østers og kaninpaté til stegt slethvar med spidskål, mandler og muslingesky eller den lækre butterdejspostej Vol-au-vent med stuvede kantareller og majs.

Og til dessert kun du både få lækker bagt fersken med hindbær, vanilje & hvid chokolade eller en klassisk chokoladefondant med vaniljeis og nøddekrokant.

Se hele det nye menukort kan ses her.

Blandt Den Danske Spiseguides nominerede til årets kokkeprofil finder vi Michael "Miv" Pedersen fra Tabu. Foto: Tabu

Vildt: Hele otte nomineringer til Aalborg-restauranter

Der er lagt op til prisregn over Aalborg, når Den Danske Spiseguide til efteråret deler priser ud til årets bedste restauranter.

Det sker noget i Aalborg på det gastronomiske område. Byen bevæger sig opad.

Det sås blandt andet, da Den Danske Spiseguide for nylig afslørede de nominerede i deres forskellige “årets bedste” kategorier. Det er her den anerkendte guide kommer med sit bud på branchens mest bemærkelsesværdige.

Sidste år var der fire nomineringer til aalborgensiske restauranter. I år er dobbelt så mange.

Mortens Kro i spil til årets restaurant

Det er især restaurant Tabu og Mortens Kro, som trækker læsset. Sidstnævnte er nomineret i hele fire katagorier. Men også Bistro59 og Hotel Scheelsminde har vakt opmærksomhed hos Den Danske Spiseguides redaktør Bent Christensen.

“At Mortens kro er nomineret som årets restaurant i Danmark har været en drøm for mig, siden jeg åbnede Mortens Kro for snart 20 år siden, og at det sker netop i år, gør jo kun fejringen af de 20 år lidt festligere, og jeg håber da, at det kan være et skridt på vejen i vores fremtidige ambitionsmål,” udtaler Morten Nielsen fra Mortens Kro til Nordjyske.

Udover nomineringen til årets restaurant, så er Mortens Kro også blandt de udvalgte, der kæmper om titlerne årets frokostrestaurant, årets oste samt årets vin&avec kort.

Også Tabu, der ligger Ved Stranden, er nomineret flere gange. Den er nomineret til årets gennembrud, mens ejer og chefkok Michael “Miv” Pedersen er blandt finalisterne til årets kokkeprofil.

Nomineringsmiddag til september

Priserne i de i alt 15 forskellige katagorier uddeles til en stor gallamiddag søndag 29. oktober på Hotel Frederiksminde i Præstø. Men inden da er der såkaldte nomineringsmiddage på de nominerede restauranter, hvor Den Danske Spiseguide kommer forbi endnu engang for at vurdere restauranterne.

Og det er faktisk muligt at spise med. Mortens Kro er vært for deres nomineringsmiddag 7. september, og du kan bestille bord til denne helt særlige aften via mortenskro.dk.

 

Aalborgensiske restauranter nominerede til priser i Den Danske Spiseguide:

  • Mortens Kro: årets restaurant , årets frokostrestaurant, årets oste, årets vin&avec kort
  • Restaurant Tabu: årets gennembrud, årets kokkeprofil (Michael “Miv” Pedersen)
  • Bistro59: årets bistro/brasseri/spisested:
  • Hotel Scheelsminde: årets bo&spis-adresse

Ingen Aalborg-restauranter er nominerede i kategorierne årets tjenerprofil, årets sommelier, årets sport, årets fiske- og skaldyrsrestaurant, årets restaurantchef, årets dessert samt årets souschef.