Foto: Pixabay.

GUIDE: Kagetrangen kan komme over selv den bedste – og så er det fedt at vide, hvor du kan gå hen. Vi giver dig et bud på seks skønne kagesteder i Aalborg.

Populære kager på Boulevarden
Penny Lane, Boulevarden 1, 9000 Aalborg

Midt i Aalborg ligger den populære Penny Lane Café, et paradis for alle kageelskere. Stemningen er uformel, og der summer ofte af travlhed, som dog overskygges af stedets dybe kærlighed til konditoriet, bagværket og gæsterne. Her kan du sidde i en oase af hjemlig hygge og nyde din gulerodskage, Gateau Marcel eller eclair, mens du kigger ud på Boulevardens liv og hastværk. Lige for tiden er der rift om caféens store fastelavnsboller, men Penny Lane har intet problem med at følge med efterspørgslen: De har nemlig fem fuldtidsbagere i eget bageri i kælderen. Penny Lanes valnøddeboller og brød er desuden altid et sikkert hit, og dørklokken ringer da også for takeaway-kunder fra morgen til aften. Bonusinfo: Hjernen og hjertet bag det hele, Lisa Søgaard, har haft Penny Lane siden 2010 og står desuden bag crêperiet Maggie Mae, som ligger i forlængelse af Penny Lane, samt søstercaféen Abbey Road på Kjellerupsgade.

Den med Sarah Bernhardt-kagerne
La Bontà, Gravensgade 1B , 9000 Aalborg

Hos La Bontà i gågaden Gravensgade finder du alt fra traditionelle bagerkager, romkugler og træstammer til konditorvarer, som skifter efter sæson – samt sjove påfund fra bagersvendene i bageriet i Svenstrup. La Bontà udvidede butikken og caféen for kort tid siden og er især kendt for sine populære og lækre Sarah Bernhardt-kager, ligesom de hjemmelavede flødeboller også er i høj kurs. Mums, siger vi bare! Alt hos La Bontà er lavet helt fra bunden, og selv marcipanen bikser stedet sammen af spanske mandler, som efter sigende er de bedste af slagsen. Caféen vinder også en plads i vore hjerter med det høje serviceniveau og det smilende personale. Uanset om du blot farer forbi for at få en napoleonshat to go, eller du slår dig ned og nyder en kop kaffe med dertilhørende kager (ja, du må gerne bestille mere end én), er et besøg hos La Bontà altid en sød og behagelig oplevelse.

Afternoon tea, please
Good Life Society, Nørregade 25, 9000 Aalborg

I Nørregade finder du en dekadent, nydelig og hyggelig perle af et kagested: Lysekroner, bløde lænestole, hvide reoler og hylder med alskens te og chokolade. Oh, vi kan allerede mærke skuldrene sænke sig! Ejer Jaqueline Friis har selv sat hver en pude i caféen, og den pompøse indretning går hånd i hånd med menukortet, som trygt er overladt til en kyndig konditors hænder. I kagemontren finder du derfor altid macarons, hindbærsnitter og smukke lagkager med chokolade, hindbærcreme og så tilpas meget smør og sukker, at dine tænder hviner af fryd ved hver en bid. De hjemmebagte lækkerier er tydeligvis bagt med kærlighed, men det gammeldags kærnede smør kommer altså fra det privatejede Aabybro Mejeri. God stil! Good Life Society giver desuden hjertebanken hos de anglofile og resten af Aalborgs te-entusiaster, for caféen har som den eneste i Danmark licens til at brygge og servere den britiske Whittard te. Hvem sagde tea’o’clock?

Den gode gamle
Othello Bageriet, Christiansgade 35, 9000 Aalborg

Othello Bageriet i Christiansgade er Aalborgs ældste bageri med mere end 120 år på bagen – intet mindre! Her bliver de gamle bagerdyder håndhævet, og der kan stadig købes rundstykker, romkugler og en tørkage to go fra klokken 05.30. Så er dagen ligesom godt begyndt! Udover de gængse bagerkager er etablissementet også kendt for sine overdådige lagkager: Othellolagkagen, naturligvis, men også Dronning Louise-lagkagen med lyse lagkagebunde, jordbærcreme og mørk belgisk chokolade. Wauw! Hver måned kreerer bageriet en ny kage, du kan købe hver dag måneden ud – i januar er det den lækre, franske Gateau Marcel, der bliver langet over disken. Hvem sagde favoritkage?! Selvom Othello Bageriet sigter efter at være den bedste frem for billigste bager i byen, præsenterer stedet hver uge sine kunder for en række gode tilbud, for eksempel romkugler til tre kroner og russere til fem kroner. Vi ses bare i køen!

Chokoladebollen over dem alle
Slotsbageren, Boulevarden 5, 9000 Aalborg

Du er sandsynligvis fra Aalborg, når du har brugt undskyldningen ”Broen var oppe” – men du er 100 procent fra Aalborg, når du har stået i kø foran Slotsbageren og ventet på de famøse chokoladeboller! Alle i Nordens Paris kender nemlig til chokoladebollerne fra Slotsbageren, som sidste år flyttede fra Slotsgade til større lokaler på Boulevarden. Derudover har bageriet indført faste åbningstider, og så er chokoladestykkerne i de populære chokoladeboller blevet til en stor, blødende chokolademidte. Hvor god kan en chokoladebolle lige være, tænker du måske – men prøv den, og du bliver (næsten) med garanti boende i Aalborg til dine dages ende. Om ikke andet er det da en prøvesmagning værd, ikke? Husk, at bollen nydes bedst lun, lige taget ud af ovnen! Udover den famøse chokoladebolle er der også ofte rift om Slotsbagerens pølsehorn, som du kan få i to varianter – spicy og almindelige. Så burde både frokost og eftermiddagssnack være sikret.

Kage med byens bedste kaffe
Behag Din Smag, Gabels Torv, Slotsgade 16a, 9000 Aalborg

Da Smag Aalborgs læsere sidste år skulle kåre Aalborgs bedste kaffebar, var det Behag Din Smag, der løb med sejren – og kaffebaren på Gabels Torv forstår da også om nogen at brygge en fantastisk cortado. Det er dog ikke det eneste, der er ret fedt ved stedet: Vidste du for eksempel, at flere af kaffebarens kager og bagværk faktisk er kreeret af kaffebarens helt egen bager? Win! Behag Din Smag er et af de få steder i midtbyen, der åbner allerede klokken 7.30, så stik gerne forbi til en kop morgenmokka med en hjemmebagt bolle til – og når sukkertrangen så melder sig om eftermiddagen, anbefaler vi, at du kaster dig over stedets populære karamelsnitter, de hjemmefoldede kanelsnurrer, én af dagens kager eller den hjemmelavede ice cream-cookie. Ja tak, ja tak og ja tak! Kan du ikke vælge, er det altså helt ok at købe lidt med til eftermiddags- eller aftenkaffen. Vi siger det ikke til nogen!