Foto: Fandanko.

Prøv noget andet: Fandanko i Aalborg sælger ny juice

Gourmet- og delikatesseforretningen Fandanko i Aalborg sælger for en stund juice lavet af blodappelsiner, inden frugtsaften næste uge skal laves til is.

Der er tvivl om, hvorvidt blodappelsinen oprindeligt stammer fra Kina, eller om den opstod i Sydeuropa. Man ved til gengæld med sikkerhed, at den er blevet dyrket i Middelhavsområdet i mange hundrede år. Blandt andet på Sicilien, hvor de dyrker blodappelsinerne op ad vulkanen Etnas skråninger.

Og det er netop de blodappelsiner, som gourmet- og delikatesseforretningen Fandanko i Aalborg har fået importeret til Danmark. Blodappelsinerne har – ifølge spisestedet selv – verdens måske bedste juice. Juicen er nemlig 100 procent ren og helt fri for tilsætningsstoffer.

Skal bruges til sorbet

Lige nu sælger spisestedet juicen i flasker med en kvart liter på køl til 25 kroner. Du kan også købe en halv liter på frost til samme pris. Juicen fås dog kun i en begrænset periode. I næste uge bliver blodappelsin-juicen nemlig lavet om til en lækker sorbet, der skal sælges både på Fandanko og hos Salling Aalborg.

Hvis du ikke kan vente så lang tid, så kan du også bruge juicen fra Fandanko til selv at lave sorbet.

“Man behøves ikke have en stor ismaskine som vores. Hvis man har en husmor-ismaskine, eller bare er tålmodig og jævnligt rører rundt i isen ude i fryseren, så kan man også selv lave sorbet af juicen,” siger Carsten Pedersen, der er medindehaver af Fandanko.